For et par år siden var der undersøgelser ude, som fortalte, at danskerne ikke kunne lade være med at tage laptop og tablet med på sommerferie.
Rigtigt mange brugte også deres mobil til job-relaterede ting i ferien – ikke kun til at tage selfies, som blev sendt hjem til familien eller uploadet til Facebook og Instagram.
En frisk ny analyse fortæller nu en helt anden historie:
73 procent af danskerne lægger nemlig arbejdet væk, når de holder sommerferie. 27 procent læser mails, mens 21 procent arbejder lidt i ferien. Seks procent har nærmest taget kontoret med i kufferten.
Undersøgelsen kommer fra det store charterbureau Apollo og er gennemført i alle fire nordiske lande. Omkring 1.000 mennesker har svaret i Danmark.
”Ideelt set burde alle jo holde helt fri, når de er på ferie, men det kommer nok aldrig til at se,” forklarer Glenn Bisgaard. Han er salgsdirektør hos danske Apollo Rejser.
”Ferien er jo for mange årets højdepunkt. Det er dér, vi har mulighed for at være til stede i nuet sammen med dem, vi holder af,” fortsætter han.
Ifølge analysen er kvinder de bedste til at lade mails være mails, når de er på ferie. 80 procent af de adspurgte kvinder svarer, at de logger helt af fra arbejde i ferien. Hos mændene er det ikke engang syv af ti.
Kvinder og mænd er også uenige om, hvilke ting de ikke kan undvære på ferien – ud over naturligvis afslapning:
Kvinder vil gerne have bøger med i kufferten, mens mændene foretrækker at pakke deres iPad eller laptop. Begge køn kan dog slet ikke undvære deres mobiltelefon….
(Indledningsfoto til artiklen: Peggy & Marco Lachmann-Anke / Pixabay)
Skriv et svar