Der er mange gode grunde til at køre en tur til Tyskland.
I øjeblikket er lokkemaden ekstra stor for danskere, der elsker søde sager.
Lige syd for grænsen kan man nemlig købe ”bland-selv-slik” til en rekord-agtig lav pris af 1,99 kroner pr. 100 gram.
Dette tilbud gælder kun frem til den 1. november, men vil uden tvivl blive afløst af det helt store udbud af juleknas og juleting.
Så er tiden nemlig kommet til de tyske ”Weihnachts-Märkte”. Hver eneste landsby med respekt for sig selv har sit eget julemarked, og de større byer har ofte flere. Nogle mega-store.
Men allerede her i den netop overståede efterårs-ferie er danskerne myldret ned til vores sydlige nabo, selvom øgede grænse-kontroller sikkert har forsinket rejsen en smule.
Ifølge DSB blev der således solgt 57 procent flere togbilletter til Tyskland i efterårs-ferien end i samme uge 42 for et år siden.
Imponerende, når man ved, at flere af de vigtigste tyske togstrækninger – bl.a. den mellem Hamburg og Berlin – er under reparation for tiden. Her skal togene tage en omvej med længere rejsetid til følge.
Togene er dog langt fra danskernes mest populære transport-middel til og fra Tyskland. Det er heller ikke flyet, men personbilen.
59 procent af danskerne på rejse i Tyskland kommer med egen bil. Sådan som det har været tilfældet i mange årtier, fortæller det nationale tyske rejsebureau GNTB.
Traditioner synes i det hele taget at være vigtige for danskere på ferie hos vores sydlige nabo:
59 procent er således stamgæster og har været på rejse i Tyskland mindst fire gange.
Traditionen slår også igennem, når vi ser på de danske turisters alder. De er voksne mennesker, der er i gennemsnit 45,4 år gamle.
De opholdt sig i snit i Tyskland i fem dage og brugte 6.385 kroner på deres rejse.
Man kan selvfølgelig tage til Tyskland af flere årsager – f.eks. på en forretnings-rejse eller et familie-besøg.
Langt de fleste kører dog derned på ferie. Nemlig 72 procent, og 55 procent bor på hotel, mens de opholder sig i Tyskland.
Hører du – kære læser – selv med til denne prototype af dansk turist hos tyskerne?
Det kan dog også være, at du var dernede i sommers for at se fodbold og det danske herre-landshold deltage i EM turneringen, der som bekendt foregik i Tyskland.
Dansk Boldspil Union (DBU) fortæller, at 50.000 billetter blev solgt til danske fans. Alene 10.000 brugte toget for at komme ned til kampene….
(Indledningsfoto til artiklen: )
Skriv et svar