Vi rejser længere i mindre fly

Korte rejser små fly, lange ture store fly. Sådan har traditionen været i snart mange år, når man skulle flytte sig hurtigt mellem to geografiske punkter.

I Europa og USA hersker såkaldte ”narrow body” passagerfly i luften. Det er typisk Boeing 737 og Airbus A320 i forskellige varianter. Den slags fly kaldes også ofte for ”single aisle”, fordi de kun har en enkelt midtergang mellem sæderne.

De længere ruter – f.eks. de interkontinentale mellem Europa og USA – bliver typisk håndteret af større fly med plads til mange flere passagerer.

De kaldes ”wide bodies” eller ”twin aisles” i fagsprog – og de har deres fremmeste repræsentanter i flytyper som Boeing 777 og 787 Dreamliner eller Airbus A350 og A380. Ofte ser man også klassikeren Boeing 747 Jumbo anvendt på de interkontinentale ruter.

Denne opdeling af luftfarten i to klart adskilte kategorier af passagerfly ser imidlertid begyndt at blive forstyrret seriøst i disse år.

Takket være mere brændstof økonomiske jetmotorer og nyt strømlinet design af flyets krop kan små maskiner nemlig flyve meget længere end tidligere. Det betyder, at nye versioner af Boeings 737 MAX eller Airbus A321 snildt kan krydse Atlanten uden stop undervejs til optankning.

Nogle rejse-eksperter mener ligefrem, at de små langdistance ”narrow bodies” kan revolutionere den civile luftfart, som vi kender den i dag. Ligesom Boeings Jumbo gjorde det for snart 50 år siden i størrelsen af fly, og Ryanair har gjort det i de seneste 10 år med billetpriserne i Europa.

Airbus A321 LR (for ”Long Range”) og Boeings nye 737 MAX typer gør det nemlig muligt at fragte passagerer over lange afstande til en markant billigere pris pr. sæde.

Det betyder ikke kun, at vi vil se flyselskaber som Norwegian eller Primera Air tilbyde mange flere ruter mellem Europa og USA til priser, vi tidligere rejste mellem København og London.

De nye flytyper gør det også muligt at give mindre lufthavne langdistance forbindelser. Noget, som hidtil har været svært, fordi de ikke havde passagerer nok til at fylde en Dreamliner eller en A350 med 300 sæder op.

I princippet kunne vi måske snart se en direkte nonstop rute fra Billund til Boston eller Aarhus til New York. Det er kun et spørgsmål om at turde og være god på lommeregneren for at se, om det kan betale sig – og om der er passagerer nok til flere ugentlige eller daglige afgange.

Et af de flyselskaber, hvor man ser denne udvikling tydeligst, er Copa Airlines fra Panama. Copa har i dag klart de fleste langdistance afgange med ”single aisle” jets i verden. 437 om ugen for at være præcis.

På dét punkt halter Europas flyselskaber bagud. Icelandair har f.eks. ”kun” 138 langdistance afgange om ugen med små passagerfly. Turkish Airlines 110 og Norwegian 86.

Det vil dog ændre sig meget i de kommende år, efterhånden som Airbus og Boeing bliver i stand til at levere henholdsvis A320neo, A321LR og 737 MAX eller 737 X maskiner i tilstrækkelige antal til flyselskaberne. Lige nu kan de to flygiganter slet ikke følge med efterspørgslen.

Copa Airlines er også et godt eksempel at trække frem, når man vil beskrive mange flyselskabers strategi i tider med banebrydende nye flytyper og en stærkere konkurrence på billetpriser end nogensinde før.

Tidligere kunne Copa klare sig med ældre generationer af luftens ”folkevogn” – Boeing 737. Med Panamas centrale placering i Mellemamerika kunne Copa nå de fleste af sine destinationer i Nord- og Sydamerika ved at flyve over land. 4Skulle maskinen løbe tør for brændstof eller få andre tekniske problemer, var der sjældent langt til en lufthavn, man kunne nødlande i.

I dag kan ledelsen i Copa Airlines tænke meget mere ambitiøs. Lige nu kan det tidligere regionalt baserede flyselskab pludselig vokse sig til at blive rigtig internationalt. Med direkte ruter til Sydeuropa eller London.

USA er ikke overrasket dét land i verden, der har flest ”long distance narrow bodies” i drift. Alle de tre store i luften over Amerika har dem i pæne antal – United, Delta og American – og USA’s mange lavpris selskaber har også bestilt mange af dem hos Boeing og Airbus.

I USA er det dog i mindre grad spørgsmålet om at flyve interkontinentalt til f.eks. Europa med mindre fly. Amerikanerne tænker snarere i, hvordan man kan forbinde flere og flere byer på hver side af det store lands øst- og vestkyst med hinanden via direkte ruter. Også mindre byer med en lufthavn, der har langt fra så mange passagerer at proppe i flyene som f.eks. JFK i New York, LAX i Los Angeles eller Atlanta i Georgia.

En helt anden ting er, at man kunne frygte, at mange passagerer vil føle sig pressede og måske få klaustrofobiske tendenser, når de skulle sidde syv-otte timer i et tyndt aluminiums-rør uden meget luft over hovedet eller plads til at bevæge sig på mellemgangen.

Flyselskaberne er selvfølgelig klar over den risiko og forsøger derfor at ”forsøde” den lange rejse for sine passagerer med f.eks. gratis Wi-Fi som Norwegian eller store underholdnings-skærme i sæderyggen som hos Copa Airlines. Det er ellers mest noget, man ser i de større flytyper.

En anden vigtig faktor er priserne. Norwegian tilbyder f.eks. retur-billetter mellem Nordamerika og Europa for bare 300 USD – hvis man er heldig. Netop lave priser er det vigtigste argument for de fleste til at vælge flyselskab. Bedst illustreret af den utrolige succes, som Ryanair, easyJet og Wizz Air har i Europa….