Det seneste år med inflation, prisstigninger og daglige opdateringer fra krigen i Ukraine har gjort hverdagen mere grå og trist for 71 procent af danskerne.
Derfor rejser 78 procent på sommerferie for at glemme bekymringerne for en stund. 48 procent har ligefrem søgt flere eventyr på rejsen i de seneste 12 måneder.
Det er blot nogle få af de interessante svar, som det store krydstogt-rederi Norwegian Cruise Line (NCL) har fået i en rundspørge blandt danskere. Analysen er gennemført af OnePoll i begyndelsen af juni blandt 2.000 danskere mellem 18 og 65 år.
Andre 62 procent svarer, at Ukraine-krig og inflation påvirker den måde, vi holder ferie på i år. Det er svært at få alle de dårlige nyheder på afstand.
27 procent rejser oftere i år end tidligere. Næsten lige så mange – 26 procent – foretrækker dog at spare op til én større rejse.
Desuden kan danskerne ikke slappe af lige med det samme, når kufferten er pakket, og sommerferien kan begynde. Det tager fire-fem dage at komme ned i (ferie)gear.
Kun syv procent af os kan glemme hverdagen efter blot et døgn på ferie. For 11 procent tager det to feriedage. 17 procent skal bruge en uge og 15 procent mere end syv dage.
Når næsten halvdelen af danskerne søger mere eventyr i ferien end før, passer det fint sammen med, at 22 procent kigger efter mere eksotiske rejsemål.
Det er noget, man sagtens kan genkende hos krydstogt-rederiet Norwegian Cruise Line:
”I første halvdel af 2023 har vi set en øget efterspørgsel fra danskere på de lange og mere unikke krydstogter, hvor de kan besøge flere og gerne utraditionelle rejsemål i samme ferie til søs,” fortæller Kevin Bubolz. Han er Managing Director for Kontinental-europa, Israel, Mellemøsten og Afrika hos NCL.
Af samme grund udvider rederiet sine krydstogter til f.eks. Antarktis, Sydamerika, Afrika, Asien, Australien og New Zealand med 15 procent.
Den nye analyse har også lavet en hitliste over de ti ting, der bedst hjælper danskerne med at slappe af i ferien:
- Familietid
- Godt selskab
- Havudsigt
- Tilbringe tid i naturen
- Holde fri fra arbejde
- Se solnedgang
- Opleve nye kulturer
- Udforske nye rejsemål
- En svømmetur
- Shopping
Og her til sidst en opsamling af de svar om ferie og rejser, som de 2.000 danskere har givet om deres rejselyst her i sommeren 2023:
- 71 procent mener, at det seneste år med inflation og krig i Ukraine har gjort hverdagen mere grå.
- 78 procent synes, at rejser hjælper med til at få bekymringerne på afstand.
- 62 procent vurderer, at den grå hverdag påvirker den måde, de holder ferie på.
- 48 procent har søgt mere eventyr på deres seneste rejse.
- 43 procent har været mere åbne for nye oplevelser.
- 32 procent har prøvet nye retter og lokale køkkener på rejsen.
- 30 procent har rejst til destinationer, som de normalt ikke ville besøge.
- 30 procent har forsøgt en ny ferieform.
- 27 procent rejser oftere for at komme væk fra hverdagen
- 26 procent sparer op til én større rejse i stedet for at tage på flere mindre i løbet af året.
- 23 procent rejser sjældnere, men søger efter flere eventyr og unikke oplevelser
- 22 procent vil på ferie i eksotiske rejsemål.
- 20 procent har lyst til at rejse længere væk end normalt.
- 20 procent booker mere spontant og tættere på afrejse-datoen end før.
- 11 procent er gået efter færre eventyr på deres seneste rejse.
(Indledningsfoto fra Mauritius: NCL)
Skriv et svar