I de senere måneder har europæiske flyselskabet fået travlt med at markere deres grønne holdninger og komme med forslag til mere miljø-venlig lufttransport i fremtiden.
I USA eller Asien synes klima og passagerfly ikke at være et ømtåleligt emne. Men de har jo heller ikke en svensk teenager ved navn Greta Thunberg og grønne partier i deres parlamenter, der lægger stadig mere pres på regeringer, flyselskaber og motorfabrikanter.
Senest har topchefen for store British Airways – Alex Cruz – været ude med en advarsel om, at ”alle flyselskaber bliver nødt til at tænke på at flyve anderledes i fremtiden. Ellers kan vi ikke reducere flyenes negative påvirkning på miljø og klima.”
I et stort interview med den engelske avis ”The Independent” forklarer British Airways bossen, at flyselskaber ikke længere kan overleve ved at køre forretningen, som man har gjort i 100 år. Der skal findes nye måder at bevæge flyene på. Nye services skal opfindes, og antallet af sæder i flyene skal ændres.
British Airways selv investerer f.eks. millioner af kroner i mere miljø-rigtigt brændstof, der udvindes af affald fra husholdninger. Det sker med Europas første fabrik til formålet.
Samtidig har British Airways’ moderselskab, IAG, besluttet at bruge 400 millioner dollars på at udvikle alternative og mere miljø-rigtige brændstoffer over de næste 20 år.
Endelig er jetmotorernes effektivitet og forurening blevet et meget vigtigere argument, når der købes nye passagerfly.
Alex Cruz fortæller, at han er blevet inspireret til sine grønnere holdninger gennem samtaler og diskussioner med sine fire børn. Det er den unge generation, som har fingeren på pulsen – og som skal forme klodens fremtid, siger han.
BA-bossen ser naturligt nok fortsat en fremtid for passagerfly. Luftfarten har været med til at udvikle verden og vil også gøre det i fremtiden. Det kan dog ikke foregå på samme måde som hidtil.
”Vi vil se store forandringer – ikke kun i luften. Vi skal ændre, hvad vi laster ombord på fly. Måden, vi forbereder vores flyveture, bliver anderledes. Det samme bliver måltider ombord. Sæderne bliver nye, og antallet af passage vil ændre sig,” forklarer British Airways’ topchef til avisen….
Skriv et svar