Vejret i de senere uger og regeringens gradvise åbning af de danske grænser har formentlig fået mange til at længes efter en solstol og en parasol under sydens sol.
De fleste af rejsebranchens egne analyser viser da også, at danskerne længes vildt og inderligt efter at kunne tage på ferie til Middelhavet.
Gerne så hurtigt som muligt, når populære destinationer som Grækenland, Cypern, Italien og Mallorca åbner for udenlandske turister her senere i maj og i juni.
En helt ny undersøgelse fra Gouda Rejseforsikring afslører imidlertid, at en stor del af danskerne er tøvende og forsigtige med at bestille sommerferie i udlandet.
Danskerne er tilsyneladende splittede omkring, hvornår det giver mening at planlægge ferierejser uden for Danmarks Grænser.
Analyse-firmaet Kantar Gallup har foretaget sin rundspørge blandt 1.100 mennesker i april. Den mest opsigtsvækkende konklusion: Kun 30 procent har planer om at holde ferie i udlandet i det næste halve år.
Mere præcist svarer kun 14 procent, at de vil rejse til udlandet i skolernes sommerferie. 16 procent vil først lægge udlandsferien i efteråret. Til gengæld siger 55 procent, at de ikke har planer om at tage på ferie udenlands i de næste seks måneder.
Tallene falder godt i hak med, hvad Spies’ administrerende direktør Jan Vendelbo fortalte til Trends & Travel forleden dag. Han forudser, at danskernes store ferieboom først kommer fra sent i juli og så i august og september.
Direktør i Gouda Rejseforsikring – Dan Kjølhede Laursen – siger, at der er tydelige tegn på, at danskerne ser en mere normal tilværelse forude:
“I takt med, at flere bliver vaccineret, stiger følelsen også af igen at kunne gøre fde sædvanlige ting som f.eks. at holde ferie i udlandet,” siger han.
Gouda direktøren understreger samtidig, at det fortsat er vigtigt, at man orienterer sig grundigt på Udenrigsministeriets hjemmeside, før man bestiller en rejse til udlandet.
Der kan nemlig være store forskelle på, hvilke regler de enkelte lande har i forhold til at modtage rejsende fra Danmark. Bare fordi Danmark har åbnet sin grænse, er det ikke sikkert, at det andet land har.
Undersøgelsen fra Kantar Gallup og Gouda viser også, at det især er de 18- til 35-årige, der har planer om at holde ferie i udlandet denne sommer.
Det får Dan Kjølhede Laursen til at løfte en advarende pegefinger:
“Den yngre del af danskerne bliver formentlig først vaccineret til efteråret. Derfor er de formentlig mere udsatte for smitte-risiko i deres ferie end den ældre befolkning.”
”Fordi de ikke er vaccineret, vil de unge sandsynligvis i flere lande blive mødt med skrappere krav om test og muligvis karantæne. Det er noget, man skal huske at tage med i sin planlægning af årets sommerferie,” understreger forsikrings-direktøren.
Her er resultatet på spørgsmålet om, hvorvidt de forventer at tage til udlandet i løbet af 2021:
- Ja, i løbet af foråret – 1 procent
- I løbet af sommeren – 14 procent
- I løbet af efteråret – 16 procent
- I løbet af vinteren – 4 procent
- Nej – 55 procent
- Ved ikke – 13 procent
(Indledningsfoto til artiklen: Ketut Subiyanko / Pexels)
Skriv et svar