Det er ikke hver dag, at man kan få en tur i et af verdens mest luksuriøst indrettede passagerfly. I dette unikke tilfælde kan man sågar købe flyet til sig selv. Hvis man har penge nok på kreditkortet.
Kongefamilien i den arabiske stat Qatar har nemlig sat et af sine fire Boeing 787-8 fly til salg. Det, man nu kan købe, har kun fløjet i 436 timer. Det er altså så godt som nyt, som en bilsælger ville sige.
Den eksklusive Jumbo blev produceret i 2012 og blev siden ombygget og udstyret med alt mulig luksus. Først i 2015 gik maskinen i luften.
En Boeing 787-8 har normalt plads til 467 passagerer. Denne her er indrettet til maksimalt 76 personer plus 18 besætnings-medlemmer. Man skal jo have sine egne kokke med og en stewardesse på hver finger.
Alle ombordværende kan til gengæld nyde flyveturen i fulde drag. Alt er indrettet i ekstravagant luksus med fere soverum og hele 10 badeværelser og toiletter. Flere af dem indrettet i marmor..
Den mest imponerende del af de Qatar kongeliges (forhenværende) privatfly er nok spisestuen. Den kan også fungere som konferencesal med plads til 14 siddende omkring et 6,22 meter langt og 1,22 meter bredt bord af ædeltræ. Over bordet knejser en kostbar krystal lysekrone, og gæsterne sidder i dybe læderstole.
I den øverste halvdel af det to-etagers fly har Qatars emir og hans familie indrettet en lounge, en privat dagligstue og soveværelse – samt et hvile-zone til besætningen.
I under-etagen er – ud over spisesalen – indrettet en ”Majlis” salon med plads til 14 passagerer, et stort køkken, et gæste-soveværelse, flere baderum og en separat lægeklinik bagerst i flyet.
Kabinen kan med få greb indrettes med ekstra kontorer. Desuden er der selvfølgelig First Class sæder til alle, som har rigelig med benplads og mulighed for at lægges ned som senge. Alt elektrisk ved tryk på en knap.
Historien melder ikke noget om, hvorvidt Qatars kongelige familie har lavvande i pengekassen – siden man har sat sit superfly til salg. Det er dog næppe tilfældet, for Qatar har verdens største forekomster af naturgas i sin undergrund.
Til gengæld er Qatar bandlyst af flere af sine nabolande på grund af sin sympati med styret i Iran. Af samme grund må fly fra Qatar Airways tage nogle store omveje, fordi de ikke må passere hen over uvennernes territorium.
Den utrolige Boeing 787-8 er sat til salg af schweiziske AMAC Aerospace, der er specialist i forædling af standardfly. Maskinen kan bl.a. findes på avbuyer.com online markedet.
Prisen er, hvad Lars Larsen hos Jysk ville kalde et godt tilbud. 435 millioner euro eller ca. 3,3 milliarder kroner….