Hvis det står til den portugisiske regering i Lissabon, får landets nationale flyselskab TAP Air Portugal snart en tysk ejer.
I givet fald bliver det Lufthansa, som dermed udbygger sin position som Europas største gruppe af flyselskaber. Ud over Lufthansa selv ejer tyskerne Austrian fra Østrig, Swiss fra Schweiz, Air Dolomiti fra Italien, Brussels Airlines fra Belgien, Eurowings fra Tyskland samt det halve af Pegasus fra Tyrkiet.
Ifølge den internationale nyhedstjeneste ”Econews” har Portugals præsident Marcelo Rebelo de Sousa henvendt sig direkte til Lufthansas topledelse for at få genoptaget forhandlingerne om køb af TAP.
Forhandlingerne var kommet langt, inden Corona pandemien satte en stopper for dem. Den portugisiske regering ejer 92 procent af flyselskabet, som den gerne vil sælge til Lufthansa.
Skulle Portugal og Tyskland blive enige, skal en eventuel aftale dog lige en tur forbi EU i Bruxelles. Her skal handelen godkendes af konkurrence-kommissær Margrethe Vestager.
Regeringen i Lissabon har også fået ekstra travlt, fordi EU er begyndt at se den økonomiske hjælp til omstruktureringer efter i sømmene, som portugiserne har givet sit flyselskab, da det var i fare for at gå konkurs tidligere i år.
Lufthansa selv har da også sit at slås med. Koncernen skal nemlig først betale sit statslån fra Berlin på mange milliarder euro tilbage, inden det må købe op i andre flyselskaber….
(Indledningsfoto til artiklen: Maarten Visser / Wikimedia)
Skriv et svar