Flere af de store krydstogt-rederier har etableret separate datterselskaber, hvis skibe f.eks. kun er for voksne og / eller tilbyder en luksus pænt over det normale på krydstogter.
Selvom disse skibe tilbyder mere forkælelse og bedre plads til hver enkelt passager, er de dog det rene vand i sammenligning med ”Ilma”, der lige nu er på sin jomfru-sejlads fra Monte Carlo til Rom.
”Ilma” er det andet skib hos Ritz-Carlton Yacht Collection. Det eneste krydstogt-rederi, som er et luksus-hotel på havet.
Den berømte hotelkæde debutterede til søs i 2021 med ”Evrima”. Storesøster ”Ilma” er nu også i drift, og næste år kommer nummer tre – ”Luminara.”
Mange vil mene, at ”Ilma” snarere er en meget stor yacht end et lille krydstogtskib. Stemningen ombord skal i hvert fald være lige så intim.
Desuden skal ”Ilma” have krydstogt-branchens største antal tjenende ånder i forhold til passagertallet. Forkælelse er et nøgleord.
”Ilma” er bygget på det franske værft Chantiers de l’Atlantique, der er vant til langt større skibe. ”Ilma” er faktisk det mindste, værftet nogensinde har skabt.
Lille er måske nok et forkert ord, for ”Ilma” er 240 meter langt og har 11 dæk:
Op til 448 passagerer kan bo i 224 store suiter med private terrasser. Almindelige kabiner findes kun til besætningen – ikke til de dyrt betalende gæster.
Navnet “Ilma” betyder vand på maltesisk, og hele skibets indretning er inspireret af Maltas historie og mytologi. Farverne ombord er kopieret fra Maltas kyster og natur.
Det indre design på ”Ilma” står det London-baserede arkitekt-firma AD Associates for, mens de elegante ydre linier er tegnet af finske Aivan Studio.
Gæsterne kan bl.a. glæde sig til at få deres måltider serveret i fem restauranter, hvor de to af dem har Michelin stjerne-kokke bag komfuret.
”Ilma” har også syv barer og tilbyder et koncept med, at alle måltider kan serveres i suiterne under mere private former.
Luksus-skibet har naturligvis en egen vinkælder med ædle druer. Mellem måltiderne kan passagerer f.eks. slappe af på et stort pool-dæk med en flot udsigt over havet.
I sin første sæson frem til den 22. oktober skal ”Ilma” krydse i Middelhavet, hvor det udelukkende besøger havne, der har noget særligt at tilbyde i skønhed, historie, kultur og natur.
Krydstogterne er på syv eller 12 dage og vil bl.a. kigge forbi græske Santorini, Valletta på Malta, Saint Tropez og Cannes i Frankrig, Livorno i Italien, Korsika og Porto Cervo på Sardinien.
Sidstnævnte der har udviklet sig til en kult-agtig liggeplads for mange yachter i mange-millioners klassen. Alle er de dog mindre end ”Ilma”.
Senere på året flytter ”Ilma” til Karibien, hvor nogle af stationerne er Virgin Gorda, Gustavia på Saint Barthelemy, St. John, St. Kitts, Guadeloupe, Puerto Rico, Barbados og Fort Lauderdale i Florida..
I sommeren 2025 vil Ritz-Carlton så for første gang sejle i Nord- og Østersøen. Det betyder bl.a. besøg i Reykjavik, Amsterdam og Stockholm.
Karakteristisk for Ritz-Carltons skibe er en stor Marina terrasse bag glas, hvorfra man hejses ned til en platform med direkte adgang til vandet, når skibet ligger i havn.
Dæk 10 har et open-air område til live koncerter. Her ligger også skibets største pool med poolbar og storskærms-tv.
Er man mere til motion har ”Ilma” hele tre forskellige fitness centre. Dertil kommer en stor Ritz-Carlton Spa….
(Indledningsfoto til artiklen: Ritz-Carlton Yacht Collection)
Skriv et svar