Tyske Lufthansa forbindes normalt ikke med kreative løsninger og utraditionelle initiativer. Tværtimod forventer kunderne solid service og præcision fra det store tyske flyselskab, der bære kælenavnet ”Luffe” i danske rejsekredse.
Med sit nye Explorer koncept bryder Lufthansa totalt med sit lidt grå og mørkeblå image.
Projektet har nemlig været at bygge et Airbus A330 fly om til en blanding af et elegant designer hotel og en luksus yacht med vinger på.
Resultatet ser super-spændende ud. Gid man en dag kunne få en flyvetid i kreationen, der indeholder egne soveværelser, baderum, vin-kælder og plads til off-road legetøj.
Når det store fly står på jorden, kan det forvandles til et sommerhus med egen udendørs terrasse. Den kan bruges både til en formel middag og til afslapning med et solbad.
Konceptet er skabt af Lufthansa Technik, der er selskabets store afdeling for reparation, vedligeholdelse og skræddersyning af fly.
Lufthansa Technik har ladet sig inspirere af milliardærernes luksus-yachter og især dem, der er bygget til at kunne sejle over hele verden. Det vil sige både i tropiske farvande og til Antarktis med Sydpolen.
Tyskerne beskriver da også deres koncept er et luftbårent ekspeditions-skib, der integrerer et fem-stjernet hotel. Hele herligheden er anbragt I et modern langdistance fly, der kan bringe sine passagerer til stort set alle hjørner af vores kloder.
Hvor den slags rejser normalt vil tage uger og måneder på et krydstogtskib eller en super-yacht, kan Lufthansa gøre det på få timer.
Netop ekspeditioner er det store vækst-område for krydstogt-branchen, der i stigende grad tilbyder rejser til Nordpolen og Sydpolen, afsides egne af det russiske ishav, sejladser nordenom det amerikanske kontinent osv.
Med ombord er mindre både, sne-scootere, helikoptere og mini-ubåde, der bringer passagererne helt tæt på naturen og de unikke oplevelser.
”I skibsfarten har alsidige ekspeditions-skibe skabt deres helt egen klasse. Ejerne af og brugere af disse fartøjer har ofte rådighed over private fly,” fortæller Wieland Timm. Han er chef for Lufthansa Techniks salg af skræddersyede fly til VIP publikummet.
”Vores Explorer koncept går direkte efter denne hurtigt voksende kunde-kreds. For første gang har den nu en flyvende platform, der kan sammenlignes direkte med en super-yacht på vandet,” fortsætter han.
Hvor en Airbus A330 typisk transporterer 250 passagerer over lange afstande, nøjes Explorer med 12. De har til gengæld masser af plads at brede sig på i lounger med store sofaer, et spisebord med stole til alle, flere private kabiner, et fuldt udstyret kontor, mødelokale og områder til fitness og wellness.
Lufthansa har ikke mulighed for at kopiere super-yachternes store vinduer i et passagerfly, der måler 60 meter i længden. I stedet tager man et trick i brug for at formidle samme illusion:
Indeni flyets rummelige wide-body kabine har man anbragt et antal små projektorer, der sender billeder og videoer op på vægge og lofter. I det ene øjeblik kan det være blå skyer, i det næste scener fra et koralrev under vandet og i det tredje stemningen fra et diskotek med gang i.
Når Lufthansa flyet står på jorden, kan de store fragtdøre åbnes og afsløre en fire meter høj udendørs terrasse.
Nede i fragtrummet er der så – ud over passagerernes bagage – god plads til bl.a. at have en fire-hjuls-trukket offroader med på rejsen. Alternativt kan pladsen udnyttes til et mobilt forsknings-laboratorium eller en lille lægepraksis med egne senge.
Lufthansa arbejder sammen med flere kendte firmaer om at designe fremtidens luksus-fly. En af dem er Brabus, der normalt bygger sportsvogne til Mercedes og højt-ydende motorer til Aston Martin.
Brabus og Lufthansa Technik vil sammen designe en lounge i to etager til flyene. Gulvet bliver af glas, så passagererne f.eks. har direkte udsyn – rettere nedsyn – til garager, køkken eller møderum på den nederste etage.
Det tyske flyselskab præsenterede første gang Explorer konceptet i fotos og billeder på Monaco Yacht Show i september. En model i fuld størrelse blev vist på Dubai Air Show for nylig.
I de kommende år vil Lufthansa og Brabus vende tilbage med nye eksempler på indretning af passagerfly til det eksklusive publikum, der har råd til den slags.
De vil så ikke være forbeholdt Airbus A330, men kan også bygges ind i andre flytyper som f.eks. Airbus A350 eller Boeing 787 Dreamliner.
Brabus har i den forbindelse planer om at indrette VIP-flyene til flere end de 12 passagerer som i den første prototype. Der tales om op til maksimalt 50….
(Indledningsfoto til artiklen: Lufthansa Technik)
Skriv et svar