Jonas Vingegaards suveræne sejr i Tour de France for andet år i træk har fået franskmændenes øjne op for det lille land mod nord, der åbenbart kan avle verdens bedste bjergrytter uden selv at have andet end små bakker at træne på.
Den opmærksomhed, som Vingegaard og de øvrige danske cykelryttere har skabt i Frankrig, skal nu bruges til at lokke endnu flere franskmænd til at besøge Danmark.
Frankrig er i forvejen et af danskernes favorit-lande at besøge, men samme position må Danmark også gerne få hos franskmændene.
Derfor bruger Danmarks nationale turistbureau VisitDenmark aktivt de danske Tour-rytteres succes som afsæt for at fortælle om landet, danskerne og den danske cykelkultur:
”Det er fantastisk, at Jonas Vingegaard igen kan sejre og i den grad bringe Danmark på verdenskortet, ikke mindst hos franskmændene. Han er den mest fantastiske ambassadør for Danmark”, siger Ghita Scharling Sørensen. Hun er VisitDenmarks markedschef i Frankrig og Italien.
Siden Jonas Vingegaard også stod øverst på podiet i Paris sidste år, har der været en god stigning i de franske overnatninger i Danmark.
Dette års præstationer skal være med til at bygge oven på fortællingen om Danmark som verdens bedste cykelland.
Ud over cyklerne forsøger VisitDenmark at lokke franskmænd med et fokus på outdoor, gastronomi, klima og kultur. Målgruppen i Paris tager gerne mere bæredygtige valg, når de rejser.
I 2022 var der 370.200 franske overnatninger i Danmark. Det er en stigning på 3,4 procent i forhold til 2019 – altså perioden før Corona.
I de første fem måneder af i år er der næsten tale om en invasion. Fra januar til og med maj voksede antallet af franske overnatning med hele 23 procent….
(Indledningsfoto til artiklen: Gavin Anderson / Wikimedia)
Skriv et svar