Rigtig mange danskere tager jublende glade på sommerferie i udlandet i de kommende uger. For første gang siden Corona kan de igen pakke kufferterne for at rejse ned til sol og strand eller besøge en spændende storby i et andet land.
Nogle af dem vil uden tvivl blive syge på rejsen eller komme ud for et uheld, og de står så over for et chok. Deres blå sygesikringskort, som de troede ville hjælpe dem, er udløbet.
På grund af Corona har danskerne ikke holdt øje med det blå korts udløbsdato, der kommer hvert femte år. De har jo ikke haft brug for det i de seneste to år og har derfor heller ikke fået det fornyet.
”Alene i 2022 forventer vi, at omkring 600.000 kort udløber. Derudover er omkring 400.000 ikke fornyet i de to seneste år. Derfor vil det være en meget god idé at undersøge udløbsdatoen på sit kort og bestille et nyt hurtigst muligt, hvis man vil ud at rejse,” siger Lise Schou Hansen. Hun er centerdirektør i Udbetaling Danmark.
Leveringstiden er normalt to til tre uger. Bestillingen foregår via borger.dk/eu-sygesikringskort, og man får et midlertidigt bevis i sin digitale postkasse, mens man venter på det fysiske kort.
Det blå kort skal med i tasken, når man rejser inden for EU samt til Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz.
Kortet giver ret til sundhedsydelser på samme vilkår som borgerne i det land, man opholder sig i. De behøver dog ikke nødvendigvis være på niveau med, hvad vi kender fra læger og hospitaler i Danmark. Desuden dækker kortet ikke hjemtransport.
Udbetaling Danmark anbefaler derfor, at man sætter grundigt sig ind i reglerne i de lande, man rejser til. Ud fra dét kan man vurdere, om man har behov for en privat rejseforsikring ved siden af sit blå kort. sit behov for en privat rejseforsikring.
Fakta om det blå EU-sygesikringskort
- Omkring 3,7 millioner danskere har et blåt EU-sygesikringskort. Af dem udløber ca. 600.000 kort her i 2022.
- Udbetaling Danmark har siden 2015 stået for at udstede EU-sygesikringskortet.
- Styrelsen for Patientsikkerhed samt regionerne står for refusion til borgere, der har lagt ud for deres behandling i udlandet og opfylder betingelserne for refusion.
- EU-sygesikringskortet giver ret til sundhedsydelser på de vilkår, der gælder for borgerne i det land, man opholder sig i. Kortet dækker ikke hjemtransport.
- Børn skal have deres eget kort.
(Indledningsfoto til artiklen: Randers Kommune)
Skriv et svar