For et par uger siden var Norwegian blandt de første flyselskaber, hvis aktiekurs styrtdykkede på grund af Covid-19 krisen.
Ikke fordi det norske flyselskab selv var blevet ramt af virus, eller det levede af flyruter, der gik til Kina.
Men fordi investorer mente, at Norwegian – som alle andre større flyselskaber – ville opleve en nedgang i antallet af passagerer, fordi folk ikke tør rejse i øjeblikket.
I dag blev noget af den teori bekræftet, da Norwegian præsenterede sine trafiktal for den netop overståede februar.
I den forbindelse meddelte Norwegian nemlig, at man aflyser 22 langdistance afgange mellem Europa og USA fra den 28. marts til den 5. maj.
Samtidig tør Norwegian ikke længere give en prognose for udviklingen i hele 2020. Udsigterne er simpelthen for virus-befængte. Også på det punkt ligger nordmændene på linie med sine konkurrenter i luften.
Danmark er ikke direkte berørt af de nye langdistance lukninger. Allerede sidste efterår lukkede Norwegian sine tre direkte ruter fra København til USA, fordi selskabet ikke kunne tjene penge på dem.
Til gengæld går det ud over Norwegian passagerer fra Norge, Italien og London, der gerne vil rejse billigt over Atlanten.
22 USA-afgange kan lyde voldsomt, men når man har over 500 flyvninger om dagen som Norwegian, er det vel næppe nogen katastrofe.
Norwegian oplyser, at det har mærket en stigning i aflysninger i de seneste dage. Afbestillingerne gælder især flyvninger lidt længere frem i tiden, mens de umiddelbart forestående ikke er så hårdt berørt.
Af samme grund erklærer Norwegian sig tilfreds med trafiktallene for februar. De var helt efter planen og betød færre passagerer, højere indtægter pr. kunde og bedre evne til at fylde sæderne op i flyene.
I februar rejste 1,96 millioner mennesker med Norwegian. Det er hele 22 procent færre end i samme måned for et år siden.
Belægningsgraden gik 0,2 procent frem til 81,7. Det betyder i praksis, at over otte af ti sæder i et Norwegian fly er solgt på en gennemsnitlig afgang.
Norwegian er desuden blevet bedre til at få sine fly frem til tiden (84,2 procent), og endelig er indtægten fra hver fløjet passager-kilometer (”yield”) forbedret til 0,37 norske kroner. Fem øre bedre end for et år siden.
Det er tal, der måske ikke fortæller menigmand så meget, men de er vigtige for finans-folkene, der sidder i flyselskaberne.
Hos Norwegian fortæller de bl.a, at selskabet nu for 11. måned i træk kan mærke virkningen fra sit markante strategi-skifte: Bort fra en stærk ekspansion og hen til en drift, der tjenes penge på.
Som led i besparelserne skar Norwegian ned i sit rutenet, hvilket ikke mindst gik ud over de lange ruter fra København og Stockholm.
Med færre afgange kan Norwegian ikke transportere så mange passagerer. Det er i det lys, at man skal se passager-nedgangen til 1.955.585 i februar. Toplinien bliver lavere, men bundlinien bedre.
(Indledningsfoto til artiklen: Tommy Olsson / Pixabay)
Skriv et svar