September, efterår og vinter plejer at være en rolig periode på danske hoteller og feriecentre, Den største aktivitet er om sommeren. Men ikke sådan i år.
I flere feriecentre i provinsen bliver man fortsat bestormet af ferielystne danskere. Den normalt stille vinter er ved at være booket op. Og det til trods for, at de fleste rejsedestinationer i Sydeuropa er genåbnet.
Turist-forskere mener, at vi oplever en ændring i danskernes rejsemønstre. Den kunne allerede spores inden pandemien, men nu er trenden blevet forstærket under Corona.
Et af de steder, hvor de mange efterårs-bookinger har overrasket, er Ribe Byferie Resort. Det er blandt landets mest populære feriecentre:
”Nok er vi forvænt med at have gæster det meste af året, men det her havde vi alligevel ikke regnet med. Selvom mange lige har afsluttet deres sommerferie, er danskerne slet ikke færdige med at opleve endnu,” fortæller Heidi Maimburg. Hun er direktør for Ribe Byferie Resort.
Forsker og professor i turisme ved Aalborg Universitet, Martin Trandberg Jensen, nikker genkendende til udviklingen:
”Corona har fremskyndet danskernes generelle bevidsthed om ”slow travel” og klima-fordelene ved at rejse lokalt og forbruger bæredygtigt. Den nye verdens-situation har gjort, at mange begynder at overveje, hvordan, hvortil og hvor ofte de vil rejse,” forklarer han.
”At droppe flyrejsen til udlandet til fordel for en kortere tur i bil, bus eller tog til en destination i eget land falder godt i hak med manges stigende ønske om at være mindre klima-belastende,” fortsætter Martin Trandberg Jensen.
En anden trend går på vores hang til at forkæle os selv: Hos Ribe Byferie Resort bestiller gæster i dag længere og mere luksus-prægede ophold end før. Flere vælger at få maden bragt til døren, så den kan nydes i lejlighederne.
”Tryghed og komfort er blevet vigtigere faktorer i vores rejsevalg under Corona. Vanerne er ændret, fordi vi har fundet andre værdier,” vurderer Lone Eriksen. Hun er uafhængig økonomisk rådgiver:
”Det er blevet mere acceptabelt at bruge penge på os selv efter devisen: Hvis jeg har det trygt og godt, har mine omgivelser det også.”
Selvom vi har rejst mere indenlands under Corona og bruger flere penge, skal vi dog ikke forvente, at ændringerne i danskernes vaner nødvendigvis vil fortsætte og blive til varige adfærdsmønstre:
– Kriser vil altid medføre en vis adfærds-ændring i samfundet. Corona har bestemt sat et større aftryk på vores rejsevalg, end for eksempel finanskrisen gjorde,” mener Heidi Maimburg fra Ribe Byferie Resort.
Hun advarer om, at tendenser hurtigt kan vende og gå den anden vej. Den kollektive hukommelse er kort. Derfor bliver det spændende at se, om danskernes rejsevalg vender tilbage til ”normalen”, når temperaturerne falder udendørs, og behovet for sol og varme igen begynder at melde sig….
(Indledningsfoto til artiklen: Mikkel Heriba / VisitDenmark)
Skriv et svar