De ternede haleror på Airbus flyene fra det spanske lavpris selskab Vueling bliver noget oftere at se på den danske himmel end før.
I fredags åbnede Vueling en første rute fra Billund til Barcelona. Dagen efter afgik så de første Vueling fly mellem Billund og henholdsvis Malaga og Palma de Mallorca. Alle tre ruter beflyves to gange om ugen.
De suppleres i midten af september med en ugentlig afgang fra LEGO’ens hovedstad til Gran Canaria – og naturligvis den modsatte vej.
Dermed får Danmarks næststørste lufthavn for første gang Vueling fly som faste gæster. I København kendes de gennem adskillige år.
Hovedstaden bliver dog ikke snydt, for Vueling vil åbenbart satse på Danmark som et vækst-marked her til sommer, hvor rejse-restriktionerne falder.
I den kommende uge åbner Vueling ruter mellem København og Malaga, Alicante og Palma de Mallorca i Spanien. Til august kommer også Gran Canaria og Tenerife med på programmet.
Ud over de pænt mange destinationer i Vuelings hjemland flyver spanierne med de billige billetter også direkte fra København til Paris og Firenze….
(Indledningsfoto til artiklen: Vueling / Facebook)
Skriv et svar