Det lettiske flyselskab airBaltic, der også ses ofte i dansk luftrum, vil indføre gratis Wi-Fi til alle passagerer på sin flåde af 39 Airbus A220-300 fly.
airBaltic oplyser samtidig, at der er tale om hurtige internet-forbindelser. Passagererne kan få adgang til dem helt uden kodeord og besværlige log-in procedurer. I samme øjeblik, man går ombord på et airBaltic fly, er der forbindelse.
airBaltic bliver det første flyselskab i Europa, der får installeret et online-system fra amerikanske SpaceX. Det benytter det såkaldte Starlink netværk af over 3.300 små satellitter, der sidder 550 kilometer oppe over jordoverfladen.
Starlink, der ligesom Tesla og Twitter ejes af den kontroversielle milliardær Elon Musk, kan levere overførsels-hastigheder op til 350 Mbps.
samtidig med at signal-forsinkelsen – latency – er nede på 20 millisekunder.
Det skal betyde i praksis, at airBaltic passagerer ikke skal nøjes med at kunne sende og modtage emails eller surfe på internet som hos mange andre flyselskaber. De kan også deltage i online spil eller bruge sikre VPN forbindelser – Virtual Private Network.
Det lettiske flyselskab mangler at få de sidste myndigheds-godkendelser på plads, men regner med at begynde udrulningen af det nye high-speed internet i sine fly senere i år….
(Indledningsfoto til artiklen: Oyoyoy / Wikimedia)
Skriv et svar