Normalt er det de helt store lavpris-selskaber, der bliver trukket frem, når udviklingen i europæisk luftfart skal beskrives.
Irske Ryanair først og fremmest. Også britisk easyJet, fordi selskabet er det næststørste. Og Norwegian selvfølgelig, hvis der er tale om et dansk eller et skandinavisk medie.
Mange overser lidt fejlagtigt, hvad der sker lidt længere nede i Europa. Mere specielt i den centrale del af vores kontinent. Nede omkring det engang så magtfulde østrig-ungarske rige.
I Wien føres i øjeblikket en af de hårdeste priskrige mellem flyselskaber. Deltagerne er på den ene side Ryanairs østrigske datterselskab Lauda. I det andet ringhjørne står Wizz Air med base i ungarske Budapest.
Mens Lauda flyver med store underskud og holdes oppe af den velspækkede pengetank hos ejeren Ryanair, buldrer Wizz Air frem på både passagertal, omsætning og bundlinie.
Wizz viser bedre end noget af flyselskab i Europa, at man godt kan tjene fornuftigt, selvom man sælger sine billetter ekstremt billigt.
I det seneste kvartal voksede Wizz Airs omsætning med 25 procent til 637 millioner euro – ca. 4,8 milliarder kroner. Flyselskabet fik samtidig et overskud på 21,4 millioner euro mod et underskud på 21 mio. for et år siden.
I oktober, november og december rejste 10 millioner passagerer med Wizz Airs pink farvede fly, der også er hyppige gæster i Københavns og Billunds lufthavne. Det er 23,3 procent flere end i samme periode i 2018.
Mens Ryanair er en trofast Boeing kunde, hvilket giver irerne store problemer på grund af Boeing 737 MAX krisen, kan Wizz Air flyve elegant uden om problemerne. Wizz’ efterhånden 120 passagerfly er alle af typen Airbus A320 og A321.
Når Wizz Airs forskudte regnskabsår er afsluttet, regner ungarerne med at have passeret den magiske grænse på 40 millioner passagerer. I givet fald vil det være 24 procent flere end for et år siden.
I Danmark har Wizz netop meddelt, at man fra sommer-fartplanens start vil udvide med en direkte rute fra Billund til Bulgariens hovedstad Sofia. Første flyvning er den 3. juni, og ruten betjenes to gange om ugen.
Wizz Air er i det hele taget glad for Billund. Hele 11 ruter afgår fra den sydjyske lufthavn, mens København kun har fem.
Fra Billund flyver Østeuropas største flyselskab fra sommer til Sofia i Bulgarien. Vilnus i Litauen, Kiev i Ukraine, Bukarest og Iasi i Rumænien, Wien i Østrig, Tuzla i Bosnien-Hercegovina samt Warszawa, Gdansk og Krakow i Polen.
Fra København betjener Wizz Air tilsvarende Sofia, Kiev og Lviv i Ukraine, Skopje i Nordmakedonien og Kutaisi i Georgien.
Nyt sats i Mellemøsten
Wizz Air har hidtil koncentreret sig om Østeuropa, Balkan og Baltikum, som man forbinder med et netværk af ruter til vest-europæiske lufthavne. Selskabet, der ejes af det amerikanske investerings-firma Indigo Partners, har dog ambitioner, der går meget længere.
Dels overvejer Wizz Air at gå ind i den trans-atlantiske trafik mellem f.eks. England og USA. Til det formål vil Wizz bruge de nye Airbus A321 XLR fly, der kan transportere et relativt lille antal passagerer over lange afstande.
Samtidig har Wizz Air åbnet et selskab i det arabiske emirat Abu Dhabi, hvor øst-europæerne bl.a. kommer til at konkurrere med Etihad. Wizz vil stationere op til 50 fly i Abu Dgabis lufthavn, der ikke ligger langt fra Dubai.
Målet er at skabe et netværk af ruter til Asien, Mellemøsten og Afrika. Det vil med to slag gøre Wizz Air til et globalt flyselskab, der vil tilbyde lavere billetpriser end de store etablerede spillere…..
(Indledningsfoto til artiklen: Jaroslaw Wojcik / Pixabay)
Skriv et svar