Flere flyselskaber er så småt begyndt at genoptage rutefarten, og flere vil melde sig tilbage i luften i de kommende uger.
De kinesiske selskaber er allerede i fuld gang, mens flere store arabiske som Emirates, Etihad og Qatar Airways har gen-åbnet nogle få og vigitge ruter.
Nu går så også det første af lavpris-selskaberne på vingerne igen. Det er ungarske Wizz Air, som vil genoptage flyvninger på nogle få af selskabets mange ruter til og fra Østeuropa.
Det sker fra fredag den 1. maj, hvor Wizz bl.a. åbner en række ruter med Luton Airport ved London som basis. Luton er Wizz Airs vigtigste lufthavn i Vesteuropa.
Wizz Airs direkte konkurrenter som f.eks. Lufthansa og Austrian blandt de gamle flyselskaber eller Ryanair og easyJet blandt de billige har ikke turdet sætte datoer på deres første ruteflyvninger efter Corona krisen.
Wizz’ hvide, pink og lilla Airbus A320’ere bliver derfor ret ensomme på himlen over Europa i begyndelsen af maj.
I en pressemeddelelse understreger Wizz Air, at selskabet naturligvis vil overholde alle de krav om hygiejne, fysisk afstand mellem passagerer osv, som myndighederne i de forskellige lande stiller.
Wizz Air vil bl.a. sørge for, at der er mindst to meter mellem passagererne, når de boarder og forlader flyene i lufthavnen.
Wizz beder også sine passagerer om at tjekke ind hjemmefra via internet, således at den fysiske kontakt med flyselskabets personale på jorden er minimal.
Ombord på flyene vil kabine-personalet bære masker og handsker. Alle passagerer vil desuden få udleveret rense-servietter til personligt brug.
Til gengæld nævner Wizz Air ikke noget om, at man vil fylde sine fly mindre end normalt. På det seneste har både EU, flyselskaber og flere landes lokale myndigheder talt om at lade det mellemste sæde stå ledigt for at skabe afstand mellem passagererne. Nogle selskaber overvejer også at droppe hver anden sæderække.
Det er bestemt ikke noget, som lavpris-selskaberne bryder sig om. De lever i høj grad på, at de kan fylde deres rutefly næsten 100 procent, hvor ”gamle” selskaber som f.eks. SAS er glade for at kunne sælge 70 procent af pladserne ombord.
Wizz Air lover også, at alle selskabets fly vil blive grundigt rengjort og desinficeret hver dag. Det burde alle flyselskaber gøre almindeligvis, hver gang de lander i en lufthavn.
I maj måned holder flyselskabernes og lufthavnenes internationale organisationer vigtige møder, hvor fremtidens regler for rute- og charter-flyvninger vil blive drøftet. Dem vil Wizz Air også skulle overholde.
Ærkerivalen Ryanair har dog allerede signaleret, at det vil man ikke nødvendigvis. Og slet ikke, hvis nye stramninger siger, at selskaberne kun må fylde deres fly op med 60 procent.
Det vil f.eks. betyde, at en Boeing 737 eller Airbus A320 kun må have 120 passagerer ombord i stedet for knap 190 som i dag.
Wizz Air regner da heller ikke med, at dets fly vil bliver overrendt af rejsende, når de går på vingerne igen på fredag. Det vil tage tid, inden folk tør entre et fly igen.
De ruter, som Wizz genoptager den 1. maj, svarer til ca. 10 procent af lavpris-selskabets aktiviteter i Luton Airport. Fra juni regner det ungarske flyselskab at være oppe på 30 procent.
Wizz Airs danske ruter til og fra København og Billund er ikke omfattet af den første bølge af åbninger. Det vil heller ikke kunne lade sig gøre i praksis, da Danmark formelt set har lukket sine grænser.
De lufthavne, som Wizz Air vil begynde at servicere igen, er Luton i England, Budapest i Ungarn, Tenerife i Spanien, Tel Aviv i Israel, Lissabon i Portugal, Beograd i Serbien, Bratislava og Kosice i Slovakiet samt Cluj-Napoca, Constanta, Craiova, Iasi, Suceava, Targu Mures, Satu Mare og Timisoara i Rumænien….
(Indledningsfoto til artiklen: Markus Winkler / Unsplash)
Skriv et svar