Det er ikke kun Ryanair, der buldrer frem. Også lavpris-konkollegerne fra ungarske Wizz Air har medvind.
Det viser sig både i Wizz Airs seneste kvartals-regnskaber, men måske endnu mere tydeligt i selskabets bestilling af ikke færre end 75 ekstra Airbusser.
De er alle fra Airbus’ mellemstore A321neo familie og blev egentlig allerede booket i september 2022.
Købet skulle dog endeligt godkendes af Wizz Airs aktionærer. Det skete onsdag aften ved selskabets generalforsamling, der blev holdt i schweiziske Geneve.
Hvor Ryanair er Boeings største enkelt-kunde i Europa, er det Wizz Air hos Airbus.
Det ungarske lavpris-selskab med de karakteristisk lakerede fly i hvidt, pink og lilla bruger udelukkende Airbus.
Tilbage i efteråret 2021 købte Wizz Airs største aktionær – amerikanske Indigo Partners – 225 Airbus A321neo maskiner. Heraf skulle 102 gå til Wizz Air.
Den nu bekræftede bestilling omfatter bl.a. også 27 eksemplarer af Airbus’ helt A321XLR til de lange ruter over f.eks. Atlanten eller fra Europa til Asien.
Det kunne tyde på, at Wizz Air synes, at Europa er ved at blive lidt for lille. Wizz har allerede åbnet et datterselskab i arabiske Abu Dhabi og kunne med sin nye bestilling se ud til at pusle med ruter til f.eks. USA.
Wizz Air er også begyndt at flyve profitabelt igen: I det seneste regnskabs-kvartal hentede Wizz Air et overskud på 61,1 millioner euro mod et underskud på 450 millioner i samme periode for et år siden.
I april, maj og juni transporterede Wizz Air i alt 15,3 millioner passagerer. En ny rekord for det ungarske lavpris-selskabet.
Ikke alt er dog lyserødt hos Wizz Air. Selskabet har f.eks. besluttet at lukke sin rute fra Aarhus Airport til Bukarest i Rumænien.
Den blev åbnet i september 2022, men stopper nu med udgangen af oktober. Sikkert fordi der har været for få passagerer….
(Indledningsfoto til artiklen: Markus Winkler / Pexels)
Skriv et svar