Mens SAS og Norwegian tøver lidt med at udvide deres rutetrafik til og fra Danmark, buldrer Wizz Air løs – og bestemt ikke kun på vores breddegrader.
Den seneste nye Wizz Air rute vil blive åbnet mellem Billund og Riga i Letland, hvor det ungarske lavpris-selskab vil stationere to Airbus A320 fly fast.
Det skal forbinde Riga med ruter til Billund, Hamborg, Reykjavik, Stockholm og Trondhjem. Dertil kommer en ny rute fra Tallinn i Estland til Bergen i Norge.
Wizz Air erklærer dermed krig mod Air Baltic, der ellers har siddet solidt på passagerflyvning mellem de baltiske lande og resten af Europa.
Wizz åbner sin nye Billund rute fra midten af oktober, hvor man vil kunne købe en enkeltbillet til priser fra kun 15 euro. Det er ca. 110 kroner. Afgangene foregår hver mandag og fredag.
Den samme rute bliver i forvejen betjent fem gange om ugen af Air Baltic, der flyver med de mindre Airbus A220 maskiner.
Wizz Air er bestemt ikke ny i Riga. Siden 2010 har de hvid, pink og lilla lakerede fly transporteret næsten 3,8 passagerer til og fra den lettiske hovedstad. I dag har Wizz 15 ruter til 10 lande.
Billund ligger også lunt i svinget hos Wizz. Så sent som i juli åbnede selskabet en rute fra det sydjyske til Larnaca på Cypern to gange om ugen og til Lviv i Ukraine – også to gange ugentligt. Desuden har Billundg fået en Wizz forbindelse til Bulgariens hovedstad Sofia.
Modsat de fleste andre flyselskaber i Europa, har Wizz Air benyttet Corona krisen til at ekspandere – og tilmed kraftigt.
Den seneste optælling viser, at Wizz vil åbne 107 nye ruter her hen over sommeren og sensommeren. Det er næsten hver fjerde af alle. Totalt set vil europæiske flyselskaber åbne eller genåbne over 460 ruter.
Blandt de nye ruter er også København begavet – nemlig med en direkte forbindelse til Larnaca lufthavnen på Cypern.
Alt i alt har Wizz Air gennem de senere måneder under Corona krisen proklameret, at selskabet vil åbne over 200 ruter.
Strategien er, at Wizz Air vil være til stede i alle vigtige lufthavne, inden konkurrenterne går på vingerne igen. Det skal give Wizz fordele hos kunderne, er devisen.
Foreløbigt har det været en meget dyr strategi. I det seneste regnskabs-kvartal kom Wizz Air nemlig ud med et underskud på 800 millioner kroner.
Andre flyselskaber har også kørt med heftigt røde tal i samme periode, men det har været, fordi de har holdt sig på jorden og ingen indtægter haft. Helt modsat Wizz.
Ungarernes stærke offensiv kan også ses på en anden måde: Som eneste flyselskab har Wizz bedt Airbus om at levere bestilte fly hurtigere end planlagt. Alle andre enten afbestiller eller skubber deres leveringer.
Nu skal Wizz modtage 30 nye Airbus A321neo fly i 2021. Det er fem flere end beregnet, og de bringer Wizz’ totale flåde op på næsten 150 maskiner. Alle fra Airbus.
Den internationalt mest opsigtsvækkende nyhed fra Wizz kom for præcis en måned siden. Da offentliggjorde selskabet, at man har etableret sig i de arabiske emirater.
De går fra Abu Dhabi, hvor flyselskabet Etihad har hjemmebane, til Athen, Alexandria i Ægypten, Kutaisi i Georgien, Larnaca på Cypern, Odessa i Ukraine og Yerevan i Armenien.
I løbet af vinteren vil Wizz Air stationere yderligere fire Airbusser i Abu Dhabi. De skal bl.a. flyve i rute til Budapest i Ungarn, Bukarest og Cluj i Rumænien, Sofia i Bulgarien samt Katowice i Polen.
Wizz Air, der er Østeuropas største lavpris-selskab, har et erklæret mål at overhale Ryanair som nummer ét i lavpris i vores del af verden.
Et psykologisk stort skridt i den retning blev taget i torsdags, hvor Wizz Air offentliggjorde, at man åbnede en ny base på Ryanairs reelle hjemmebane i England.
Wizz Air har længe været største flyselskab i London Luton lufthavnen. Nu skal det samme ske i Doncaster Airport ved den britiske storby Sheffield. Herfra skal der fremover gå mindst 17 Wizz ruter….
(Indledningsfoto til artiklen: Markus Winkler / Unsplash)
Skriv et svar