Lavpris-selskaberne lever højt på, at folk er vendt tilbage med rejser efter næsten tre år med Corona og restriktioner overalt.
De er generelt set kommet hurtigere på vingerne igen end de traditionelle ”full service” selskaber og flyver i dag med samme travlhed som før pandemien.
Det bedste eksempel er irske Ryanair, der er Europas klart største flyselskab i øjeblikket med dobbelt så mange afgange om ugen som nummer to.
Det er i øvrigt også et lavpris-selskab, nemlig engelske easyJet. Her er man også i gang med en stærk ekspansion, men den mærker vi ikke så direkte i Danmark.
I stedet koncentrerer easyJet mange kræfter på ruter til og fra Nordirland. Her overtager easyJet en masse ruter fra konkursramte FlyBe.
Hos Europas tredje store lavpris-selskab – Wizz Air fra Ungarn – får bl.a. danskerne glæde af vokseværket:
Wizz Air åbner nemlig fra den 1. oktober en rute med fem ugentlige afgange mellem København og flyselskabets hjemmebane i Budapest.
På ruten kommer Wizz Air til at konkurrere direkte med Ryanair og Norwegian, så der nok bliver gode chancer for at score billige flybilletter mellem den danske og den ungarske hovedstad fra næste efterår.
Med Budapest kommer Wizz Air op på otte ruter til og fra København. I forvejen flyver de rødt, hvidt og lilla lakerede Airbus A320 og A321 maskiner til Bukarest, Warszawa, Iasi, Skopje, Sofia og Larnaca. Fra juli kommer også en rute til Beograd i Serbien.
Wizz Air har i øvrigt et stærkt vokseværk. Den billige Østeuropa specialist vil så hurtigt som muligt udvide sin flåde af Airbusser fra i øjeblikket godt 160 til 200. På længere sigt skal det være 500 fly.
Det største potentiale ser Wizz Air fortsat i Østeuropa, hvor selskabet håber på, at krigen i Ukraine snart vil være overstået. Inden krigen havde Wizz mange afgange til ukrainske lufthavne.
Det andet store vækst-område ser Wizz Air, hvor ungarerne åbnede et datterselskab i Abu Dhabi i Emiraterne for nogle år siden.
I den forbindelse vil Wizz bl.a. fordoble sit antal af ruter mellem Abu Dhabi og det store naboland Saudi Arabien. Fra i dag til snart 24….
(Indledningsfoto til artiklen: Dortmund Airport)
Skriv et svar