Østeuropas største lavprisselskab Wizz Air er markedets hurtigste til at vride sig fri fra Corona krisens lænker og vende tilbage til normal drift.
I dag er Wizz Air således tilbage på 80 procent af de afgange, som flyselskabet havde på samme tid for et år siden.
Wizz slår dermed ærkerivalen Ryanair, der havde planer om at nå 70 procent i oktober. ”Havde”, fordi Ryanair siden har neddroslet sine forventninger på grund af den øjeblikkelige Corona krise i Spanien,
Den tredje store lavpris-udbyder i Europa – engelske easyJet – er langt mere pessimistisk. Hen mod slutningen af året regner easyJet ikke med at komme over 40 procent af sidste års aktivitet.
Wizz Air advarer dog også om, at selskabets hurtige fremmarch meget vel kan blive hæmmet i den kommende tid.
De stigende Corona smittetal i Europa, og flere landes stramning af deres rejse-anbefalinger kan nemt påvirke Wizz Air negativt.
Mens de fleste andre flyselskaber lå underdrejede, benyttede Wizz Air dødvandet til at annoncere kraftige udvidelser i bl.a. Storbritannien og i Baltikum.
For et par uger siden meldte Wizz Air således, at man vil åbne en base med 20 fly i Londons store Gatwick lufthavn. Desuden vil man åbne en base Sheffields Doncaster lufthavn.
Wizz Air har også angrebet Air Baltic direkte, så der bliver øget konkurrence på flyvninger til og fra Estland, Letland og Litauen.
Riga i Letland, der er Air Baltics hjemmebane, får således syv nye Wizz ruter – den ene til Billund i Danmark. Herefter flyver Wizz Air til 15 rejsemål i 10 lande.
Vilnius i Litauen får fire nye ruter, så Wizz fremover flyver til 24 destinationer i 14 lande.
Endelig har Wizz Air åbnet nye baser i Abu Dhabi på den arabiske halvø, i Larnaca på Cypern, i Milano og i Tirana i Albanien
Samtidig har Wizz Air åbnet over 200 nye ruter i de seneste uger og måneder. Billund Lufthavn ser ud til at nyde rigtig godt af ekspansionen. Danmarks næststørste lufhavn er nu oppe på 13 Wizz ruter….
(Indledningsfoto til artiklen: Wizz Air)
Skriv et svar