Wizz Air kan godt lide at fortælle, at flyselskabet er Europas hurtigst voksende. At det ikke er det rene pral, viser den netop offentliggjorte opgørelse for 2021 fra de ungarske lavpris-specialister.
Ifølge den havde Wizz Air en passager-fremgang på 30 procent i et år, der var præget af Corona i de fleste måneder.
Vokseværket var langt fra nok til at fortrænge ærkerivalerne fra Ryanair, der stadig er tre-fire gange større.
Omvendt piver Ryanair i øjeblikket over følgerne af Omikron, der har betydet aflysninger af 30 procent af alle afgange i januar og februar, mens Wizz Air fortsat snakker om at udvide.
I 2021 fløj 21,7 millioner passagerer med Wizz Air – 30,7 procent flere end året før. Samtidig lykkedes det for Wizz at sælge 75,2 procent af de sæder, man havde til salg.
Langt fra de over 90 procent, der var det normale før Corona, men meget flottere end de fleste andre flyselskaber i Europa.
Wizz Air har den største del af sin trafik i Østeuropa, selvom selskabet er vokset kraftigt i bl.a. Italien, Storbritannien og Østrig.
Også i Danmark har Wizz Air udvidet i 2021, mens et eventyr med at konkurrere med SAS og Norwegian om indenrigsruter i Norge slog fejl.
Alt er bestemt heller ikke fryd og gammen hos ungarerne. Wizz Air meldte således ud lige før jul, at man ville lukke 84 ruter. Det sker dog først her i 2022 og går ikke ud over de flotte 2021-tal.
Wizz Air vil meget hellere tale om, at man vil drille easyJet og Ryanair meget mere på deres hjemmebane i Storbritannien.
Wizz har således overtaget 15 daglige slots i Gatwick lufthavnen i London efter Norwegian, som måtte opgive England som en vigtig base til langdistance ruter.
14 af de nye pladser i Londons næststørste lufthavn vil Wizz Air bruge til at flyve englændere til sydens sol ved Middelhavet – ofte side om som side med Ryanair.
Wizz Air er i øjeblikket det eneste af de større flyselskaber, som stadig offentliggør sin CO2 belastning af klimaet. Det gjorde flere andre selskaber også, men de er blevet meget tavse på det punkt under Corona krisen.
Ungarerne praler med at have den laveste CO2 belastning pr. fløjet passager-kilometer blandt alle europæiske flyselskaber.
Det skyldes først og fremmest, at Wizz har den yngste flåde af maskiner og dermed også de mest moderne jetmotorer.
Belastningen er dog steget fra 2020 til 2021 på grund af de mange ekstra flyafgange. Nemlig fra 1,8 millioner tons CO2 til 2,3 mio.
Helt dårligt gik det dog bestemt ikke for Ryanair i 2021, selvom året sluttede skuffende på grund af Omikron. Fra november til december faldt passagertallet med syv procent eller 700.000 rejsende.
I hele 2021 voksede Ryanair fra 51,9 til 72,4 millioner passagerer. Det gør irerne til Europas klart største flyselskab sidste år….
(Indledningsfoto til artiklen: Wizz Air)
Skriv et svar