Når et flyselskab går konkurs og lukker ned, kan det få følger for mange mennesker.
Naturligvis først og fremmest for personalet og for de passagerer, der ikke kommer afsted på deres planlagte rejse. Måske mister de sågar de indbetalte beløb.
Konkurser kan dog også have mere langt-rækkende følger. I lokal-samfundet, hos underleverandørerne, hos de banker der har penge i klemme – og hos de foreninger og events, som har haft flyselskabet som sponsor.
Det er lige præcis, hvad der nu er sket i Island, efter at øens lavpris-selskab WOW air lukkede og slukkede i den forløbne uge.
Den musikalske følge er, at den planlagte Sonar Reykjavik Festival i slutningen af april må aflyses.
Alt for mange af de godt 4.000 gæster og musikere skulle have fløjet med WOW air, der tilbød billige billetter til koncerterne på Island.
Sonar festivalen reagerede ellers hurtigt, da WOW air meddelte sin konkurs. Kun et par timer efter orienterede arrangørerne om situationen via Facebook og Twitter.
Her foreslog Sonar sine gæster at forsøge at finde andre flyselskaber at rejse med – og samtidig søge kompensation for aflysningerne via de regler, som bl.a. EU og den internationale luftfarts-organisation IATA har udstedt.
Fire uger var dog for kort tid for Sonar Reykjavik. Festivallen har besluttet at aflyse for i år, skriver det islandske medie Reykjavik Grapevine.
Omkring halvdelen af de udenlandske koncert-gængere havde flybilletter hos WOW air. Det samme havde næsten alle bands og solister på festivalen. De skulle som del af gagen flyve gratis til og fra øen med det nu lukkede lavpris selskab.
Arrangørerne frygtede ganske enkelt, at tilskuere ville blive væk og artisterne aflyse deres koncerter. Derfor bliver der ingen Sonar Reykjavik Festival 2019.
Island er i øvrigt en meget musikalsk ø. Den holder således mindst to internationale festivaler i Reykjavik hvert år.
Islands anden store rock-festival er Iceland Airwaves, der foregår i november – og som Trends & Travel rapporterede fra. Airwaves sponseres af øens andet flyselskab Icelandair….
Skriv et svar