Medmindre dårlige erfaringer fra de første mini-krydstogter i Østersøen og Corona-udbruddet på Hurtigrutens ”Roald Amundsen” sætter en stopper på planerne, vil det store schweiziske krydstogt-rederi MSC indlede sine første sejladser i Middelhavet meget snart.
MSC vil slippe to af sine store krydstogtskibe løs i Middelhavet:
”MSC Grandiosa” skal gennemføre syv-dages kryds i det vestlige Middelhav, mens ”MSC Magnifica” skal gøre det samme i den østlige ende.
Lige nu venter MSC på, at landene omkring Middelhavet genåbner deres havne. Grækenland og Malta har gjort det. Andre vigtige lande som Spanien, Italien, Frankrig, Tyrkiet og Ægypten har ikke.
MSC understreger, at alle passagerer og besætnings-medlemmer vil blive lyn-testet for Corona, inden de får lov til at gå ombord. Det vil være første gang, at man oplever det i krydstogt verdenen.
Corona testen er en del af det omfattende ”Health & Safety” program, som MSC har udviklet i samarbejde med læger og hygiejne-eksperter.
Viser lyntesten, at personen er Corona positiv, får vedkommende plus pågældendes medrejsende som f.eks. familie, forbud mod at gå ombord.
Kommer krydstogt-gæsterne fra et af de såkaldte risiko-lande, er lyntesten ikke tilstrækkelig. De skal 72 timer inden afrejsen have taget en mere grundig Corona test og kunne fremvise dokumentation på, at den var negativ.
På selve krydstogtet skal alle passagerer og besætnings-medlemmer måle deres krops-temperatur hver eneste dag på særlige terminaler, der er opstillet flere strategiske steder på skibet.
https://www.youtube.com/watch?v=vSnKA5veZKw&feature=youtu.be
Besætningen ombord på MSC’s krydstogtskibe bliver også testet, inden de får adgang ombord. Samtidig vil de med få dages mellemrum få taget nye Corona tests, mens skibet er til søs.
Udflugter og landgange vil være meget begrænsede på de første krydstogter. Man kan ikke færdes frit og vil blive overvåget af MSC personale, mens man er i land.
Tilmed vil alle deltagere i udflugten få målt deres krops-temperatur efter landgangen. Det kunne jo være, at de slæbte Corona med ombord.
MSC kan ikke oplyse de eksakte datoer for sine første krydstogter i Middelhavet. Rederiet venter på flere landes godkendelser, inden ferier til søs kan komme i gang igen….
(Indledningsfoto til artiklen: Edmund Hochmuth / Pixabay)
Skriv et svar